Sammen skal vi sikre vores børn og unge trygge rammer og de bedste muligheder for leg, læring og udvikling
Trygge rammer betyder en hverdag med nærværende, faglige og dygtige voksne. Der skal skabes rum og mulighed for at det enkelte barn kan udvikle gode sociale kontakter samt få en oplevelse af at være en del af fællesskabet.
Det betyder at uddannelse, videreuddannelse og fastholdelse af medarbejdere skal være et fokuspunkt for politikere. De fysiske rammer skal underbygge dette fokus og barnet skal opleve så få institutionsskift som muligt. Det er vist ingen hemmelighed at der er et overordentligt stort pres på institutioner flere steder i kommunen og der er familier der skal køre alt for langt for at aflevere deres børn. Det er uholdbart og der skal findes nogle permanente men også fleksible løsninger. Før jeg startede i Falck som ambulanceredder, arbejde jeg fem år i en natur-bus-børnehave som pædagogmedhjælper. Og selv om det er 15 år siden, tænker jeg ikke at hverken børn eller udfordringer har ændret sig så meget, at jeg ikke kan trække på den erfaring jeg fik den gang. Så når jeg skriver ”rammer”, mener jeg ikke nødvendigvis bygninger af mursten og træ. Det kan lige så godt være en bus eller en skov (med de nødvendige faciliteter så som varmt vand og toiletter) Det vigtigste i min optik er nogle faste rutiner og et fast personale der kender børnene og kan understøtte det enkelte barn der hvor det er i dets udvikling. Man skal som forældre kunne aflevere sine børn i nærområdet og være sikker på at rammerne og betingelserne for en god og tryg dag er opfyldt.
Til gengæld, og det kan godt være det er lidt kontroversielt, synes jeg også godt vi kan sætte nogle krav til forældrene! Jeg har selv mindre børn og har tit oplevet pædagogisk personale bruge mere tid i garderoben med oprydning end på f.eks legepladsen. Det har tilsyneladende ikke ændret sig siden jeg arbejdede i en børnehave. Jo flere handsker, støvler eller tørre bukser personalet skal lede efter, jo mindre tid er der til alle de andre børn. Der ligger også et andet dilemma når vi kigger på den tid personalet har til børnene, og her skal jeg ærligt sige at jeg ikke har en løsning. Men jo mere vi som forældre kræver individuel behandling, garderobesnakke eller hjælp til at finde forsvundet tøj, jo mindre tid bliver der til fællesskabet og alle de andre børn. Og ja – garderobesnakken er vigtig og deri består dilemmaet jo også.